Aktuel Arkæologi på stand by
Det er med beklagelse vi må meddele vore abonnenter, støtter og gode venner, at vi af økonomiske og arbejdsmæssige grunde ikke kan fortsætte udgivelsen af det trykte magasin Aktuel Arkæologi.
De administrative "udfordringer" er blevet for omfattende og ressourcekrævende. Det er ikke lykkedes at finde frivillig arbejdskraft til opgaverne, hvorfor vi i en tid har måttet betale dyrt for professionel assistance. Det har bragt AA i en situation, hvor vi ikke kan fortsætte og har derfor måttet lukke forlaget, - pengekassen er tom!
7 numre
Siden starten i 2003 har vi udgivet 7 numre og skabt et arkæologisk blad og en website, med appel til såvel amatører som professionelle og til mange kulturhistorisk interesserede, der her kunne følge de seneste resultater og fund fra den arkæologiske verden.
Aktuel Arkæologi har opnået stor anerkendelse og fået mange rosende ord med på vejen.
Et højdepunkt var det, da bladet blev tildelt Vesterbyfondets Publikationspris i 2004. Bladets uafhængighed, det redaktionelle indhold og moderne udformning er faldet i manges smag og selvom abonnentallet steg og steg, var det alligevel ikke muligt at tiltrække den nødvendige frivillige arbejdskraft i bladets opstart. Interessen og opbakningen med stof til bladet var ganske overvældende; men et moderne magasin har brug for professionelle folk, ikke mindst til marketing, logistik og administration.
Aktuel Arkæologi kom til verden i de år, hvor regeringens masterplan om afvikling af portostøtten blev gennemført og, hvor portoen som en følge af den førte politik steg fra 4,40 til 15,- kr. pr. nummer. Det blev en alvorlig streg i regningen og for ca. 500 danske fagblade betød det lukning. Andre udkommer nu med lavere frekvens og markante prisstigninger. Som en ekstra klods om benet, der især tynger virksomheder med mange offentlige kunder, er de nye krav om elektronisk fakturering til alle offentlige virksomheder.
Vi valgte at tackle udfordringen ved at investere i et elektronisk abonnements- og faktureringssystem, for at blive i stand til at servicere vore godt 250 offentlige kunder (biblioteker, museer osv.) med de ny elektroniske fakturaer (EAN) i overensstemmelse med de stillede krav.Det blev desværre en kostbar fejltagelse! Man var ikke rigtig klar til EAN-systemet og da slet ikke i de offentlige institutioner, som skulle håndtere det ny. Set i bakspejlet skulle vi have opgivet at sælge bladet til bibliotekerne. Det havde måske kostet os hen ved 200 abonnenter, men det havde været et langt mindre tab i forhold til de problemer vi løb ind i, og som vi ikke forudså. Et moderne elektronisk administrationssystem, ville kunne løse alle vore problemer! - troede vi!
- men det kan altså gå ret så skævt ved indførelse af nyt "elektronisk isenkram, og det gjorde det ...." Det ny system betød nye problemer og nu på områder, som hidtil havde fungeret tilfredsstillende. Der opstod kaos i abonnementstyringen og efterhånden blev det de administrative problemer der kom i fokus. Midt i forløbet sagde vi farvel til en totalt inkompetent bogholder, som vi betalte mange penge for at løse opgaven og efterfølgende betalte vi påny for at få et professionelt revisionsfirma til at assistere med oprydningen i det opståede abonnentkaos.
Det fagligt arkæologiske og fremstillingen af bladet har fungeret fint. Vi har udgivet syv numre, som for hver gang er blevet bedre og bedre. Siden bladets start har hverken grafiker, redaktør eller artikelforfattere fået betaling for deres arbejde. De har lagt i tusindvis af gratis arbejdstimer i projektet. Det holder naturligvis ikke i det lange løb.
Dahls forlag lukket
Det der skulle have været sjovt og et udfordrende arbejde med et dejligt blad, er endt i et økonomisk og administrativt hængedynd. Jeg har lukket forlaget og dermed skal der findes en ny kurs for Aktuel Arkæologi f.eks. i et samarbejde med et prof. forlag.
Vi vil bringe nyt her på aktuelarkaeologi.dk
Henrik Dahl
redaktionen@aktuelarkaeologi.dk
