Entries in Grønland (1)
Ny bog: Grønlands forhistorie
Hans Christian Gulløv (red): Grønlands Forhistorie. – Gyldendal, 448 sider, ill., 399 kr.
Anmeldelse ved lic.phil. Tinna Møbjerg, Herning Museum:
”De første mennesker ankom til et jomfrueligt land, og her fulgte nogle af pionererne efter flokkene af moskusokser, som førte dem nord om landet og om på østkysten. Det var Independence I-folket, som vi i det foregående har fået kendskab til, og hvis efterkommere levede i disse egne i omkring 500 år, indtil klimatiske ændringer satte en stopper for fortsat jagt og bosættelse i det højarktiske Grønland. Men andre pionerer rejste mod syd ned i det lavarktiske Vestgrønland, hvor de fandt et andet og mangfoldigere dyreliv end det, deres frænder i nord havde valgt at basere deres tilværelse på. Her var ingen moskusokser, men rensdyr og sæler i stor mængde, og her levede pionerernes efterkommere i mere end halvandet årtusinde og skabte den længstvarende kultur i landets forhistorie, Saqqaqkulturen, som vi nu skal se nærmere på.”
Sådan indledes kapitlet om Vestgrønlands tidligste indbyggere i bogen: Grønlands Forhistorie. Grønland har længe savnet en samlet moderne beskrivelse af sin forhistorie. Dette pragtværk råder bod på denne mangel. Med udgangspunkt i den nyeste arkæologiske viden kombineret med etnografiske kilder og naturvidenskabelige analysemetoder beskrives udviklingen fra den første indvandring til Grønland for ca. 4.500 år siden frem til kolonitiden, hvor forhistorie ændres til historie.
Bag værket står flere forfattere med tilknytning til enten Sila, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, København, eller til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Nuuk. Det er lykkedes for redaktøren H.C. Gulløv at få bogen til at fremstå som en smuk, homogen helhed. Bogen har et overvældende antal tegninger og farvebilleder, som på bedste vis illustrerer den spændvidde, der er i det grønlandske landskab fra syd til nord, og viser samtidigt, hvordan boligtyper og redskabsinventar er tilpasset landet og dets ressourcer ... historie-online.dk
